Hvad gør danskerne syge? - Og hvad gør vi ved det?
Med lidt over 100 deltagere fra alle dele af
erhvervsliv og offentlige institutioner i Høje-Taastrup kommune blev årets
temamøde arrangeret af Koordinationsudvalget om sygefravær en god oplevelse for
deltagerne. Mødets formål var at få flere forskellige bud på hvad vi kan gøre
for at reducere sygefraværet og sikre, at medarbejderne kan blive på
arbejdspladsen.
I sin velkomst sagde formanden for
Koordinationsudvalget, Svend-Erik Hermansen, at var rigtig glad for at se, at
så mange har valgt komme her i dag for at høre om hvad der gør danskerne syge –
og ikke mindst hvad vi kan gøre ved det! I Koordinationsudvalget har vi fokus
på at skabe et rummeligt arbejdsmarked, og nøgleordene for vores indsats er
”forebyggelse, fastholdelse og integration”.
Kort fortalt arbejder vi meget med at gøre
arbejdsmarkedet mere rummeligt. Som eksempler nævnte Svend-Erik Hermansen den
igangværende kampagne, der skal skabe opmærksomhed om muligheden for at ansætte
en medarbejder i fleksjob.
Og så har vi gennem lang tid haft stor fokus på
sygefravær og har iværksat forskellige aktiviteter på dette område. Vi har for
eksempel haft fokus på de ledige borgere, der bliver syge, og som er i fare for
ikke at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Vi er ved at udarbejde en kampagne
overfor de praktiserende læger, der skal hjælpe borgeren med at vende hurtigt
tilbage til arbejdsmarkedet efter sygdom.
Men hvorfor egentlig bruge tid og kræfter på
sygefravær?
Sygefraværet har store konsekvenser for
virksomhederne, for samfundet som helhed og ikke mindst for det enkelte
menneske: Produktions- og kvalitetstab i den enkelte virksomhed, Større
belastning af tilbageværende kolleger, Ventetider, Et samfundstab på mange
milliarder - og alene hos os havde vi sidste år nettoudgifter til sygedagpenge
for ca. 48 mio. kr. – penge, som vi da sagtens kunne anvende anderledes – eller
lade være med at indkræve fra skatteborgerne. Smerter, gener og manglende
livskvalitet for det enkelte menneske er også en væsentlig årsag til
initiativer for at imødegå dette. Det er derfor indlysende, at det er vigtigt
at bruge kræfter at forebygge og nedbringe sygefraværet!
Derfor er det nødvendigt at finde løsninger, der
indebærer, at medarbejdere kommer hurtigt tilbage efter sygdom og bliver
fastholdt på arbejdsmarkedet, og det skal dette gå-hjem-møde gerne bidrage til!
Oplægsholderne bidrog i meget høj grad med mange
løsningsforslag og gav en hel aktuel viden på mange områder.
Læge Martin L. Nielsen fra Arbejdsmedicinsk Klinik i
Hillerød fortalte engageret om dagligdagens fortrædeligheder, som kunne give
sygdom, når indflydelsen var for lille og han understregede behovet for mere
fokus på at undgå stress og angst på fremtidens arbejdsmarked med plads til
mere glæde og gensidig støtte i arbejdet.
Arbejdsmarkedschef Ole Steen Olsen fra
arbejdsgiverorganisationen Dansk Handel & Service kom i sit indlæg især ind
på behovet for at få fastlagt en sygefraværspolitik på virksomhederne som et af
de gode redskaber for håndtering af situationer med sygefravær, hvor især
opfølgningen gennem syge – og fraværssamtaler var et godt redskab til
nedbringelse af fraværet.
Formanden for Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg,
Erling Bonnesen (V) noterede i sit indlæg, at samfundet var et andet i dag end
for en generation siden; nu var det i orden at fortælle, at man kunne have ondt
i livet med fravær til følge i modsætning til tidligere. Her var det så i en
større sammenhæng vigtigt, at arbejdsmarkedets parter og politikere hele tiden
udviklede vidensgrundlaget og han anbefalede, at man også altid kiggede på
arbejdsmiljøet som en af årsagerne til fravær.
På Svend-Erik Hermansens forespørgsel lovede Erling
Bonnesen, at man i Folketinget vil være meget opmærksom på de lange ventetider
for diagnoser og behandling, som jo påvirkede såvel sygedagpengesagernes længde
som ikke mindst de mennesker, der kom på venteliste.
Deltagerne i konferencen var efterfølgende i dialog
med indlederne, som svarede ud fra de forskellige forudsætninger
Svend-Erik Hermansen afrundede konferencen med at
takke for en rigtig spændende aften og med håbet om, at aftenens oplæg havde
givet inspiration til at tage fat på sygefraværet på arbejdspladserne.
Fastholdelse af medarbejdere i forbindelse med
længerevarende sygdom er en fælles opgave, som vi må løfte i samarbejde med
virksomheder, medarbejdere og andre samarbejdsparter, og han udtrykte håb om,
at dette gå-hjem-møde har bidraget til en fælles forståelse, som er
udgangspunktet for en styrket indsats.
Sluttelig oplyste han, at den 1. januar 2006 bliver
Koordinationsudvalget i Høje-Taastrup Kommune nedlagt og i stedet oprettes et
lokalt beskæftigelsesråd, som bl.a. overtager Koordinationsudvalgets opgaver
med at skabe et rummeligt arbejdsmarked.
Koordinationsudvalget i Høje-Taastrup Kommune
arbejder for at skabe et rummeligt arbejdsmarked med plads til alle.
Koordinationsudvalget er sammensat af repræsentanter fra arbejdsmarkedets
parter, Handicaporganisationerne, lægerne, Integrationsrådet og Byrådet.