Historien lever i Høje-Taastrups landsbyer

Tag ud i de smukke landskaber og bliv klogere på historien - nye informationstavler på Maratonringen sætter spot på landsbyerne. 

Høje-Taastrup Kommune har blikket rettet mod fremtiden med store byudviklingsprojekter. Samtidig har Høje-Taastrup en lang og spændende historie, som ikke mindst har udspillet sig i de mange landsbyer, og den kan man nu blive klogere på – der er nemlig opstillet informationstavler om fem af landsbyerne.

Her kan man fx læse, hvordan Ole Rømer opførte sit observatorium og om Reerslev Kirkes smukke kalkmalerier fra 1400-tallet. Man får et indblik i både Vadsby, hvor en sølvskat blev gemt under svenskekrigen i slutningen af 1650’erne og i Soderup, som blev etableret i slutningen af vikingetiden. Og man kan blive klogere på Sengeløse, som har rødder tilbage til middelalderen, og hvor Morten Korch har boet.

Kroppedal Museum på Ole Rømers Vej i Vridsløsemagle har udarbejdet teksterne til tavlerne, mens elever på kommunens Billedskole har lavet illustrationerne.

Byhistorisk Samling og Arkiv, Blåkildegaard, skaffede Billedskolen en bunke sort-hvide fotografier af hverdagslivet i landsbyerne anno 1900-1920, og en weekend i maj fik eleverne en tegneudfordring. Opgaven lød på at fortolke de gamle fotografier, så de kunne supplere Kroppedals Museums historiske tekster.

De færdige illustrationer fremstår humoristiske og finurlige og skal vække beskuerens nysgerrighed. For hvorfor står der en fin ældre dame på en hest? Og hvad er det lige den alvorlige pige med korset om halsen tænker på? Forhåbentlig kan motivernes mystik lokke forbipasserende til at bruge lidt ekstra tid foran info-tavlerne ude i landsbyerne.

Informationstavlerne står i Reerslev, Sengeløse, Soderup, Vadsby og Vridsløsemagle.

Man kan følge Billedskolens aktiviteter på både hjemmeside og Facebook:
www.billedskolen.htk.dk og www.facebook.com/hojetaastrupbilledskole

Det samme gælder Kroppedal Museum:
www.kroppedal.dk og https://www.facebook.com/kroppedal