Gadehavekvarteret får kæmpe løft

Det skal gøres mere attraktivt og trygt at bo og færdes i Gadehavekvarteret. Der er derfor afsat 16,6 mio. kr. til områdefornyelse i løbet af de kommende fem år.

Gadehavekvarteret trænger til en kærlig hånd og nogle bedre forbindelser til resten af lokalsamfundet.

Et mere indbydende Gadehavegård er ikke kun til gavn for beboerne, det er til gavn for hele byen. Derfor bliver der over fem år afsat mere end 16 millioner kroner fra kommunen og staten til områdefornyelse af kvarteret.

Pengene skal bruges til at forny gader, stier og byrum, og til at sætte sociale og kulturelle aktiviteter i gang.

Gadehavekvarteret rummer heldigvis en række kvaliteter, der kan bygges videre på: Den naturfaglige profilskole Gadehaveskolen, en række offentlige institutioner og virksomheder samt det nærliggende naturområde Hakkemosen.

Potentialet er der
Borgmester Michael Ziegler glæder sig til at opleve et nyt og venligere Gadehavekvarter.

Potentialet er der. Nu skal det udnyttes. Høje Taastrup skal være et godt sted at bo for alle. Her skal vi blande os med hinanden, høj som lav, og derfor skal byen indrettes sådan, at vi naturligt kommer hinanden ved,” siger han.

Målet er, at skabe en mere velfungerende bydel, som er tryg og interessant at færdes i. Gadehavekvarteret skal integreres i Høje Taastrup By, men også være en selvstændig bydel med sin egen karakter.

For at det kan lykkes, skal områdets identitet styrkes og dets isolation brydes. Der skal skabes gode og trygge forbindelser til de aktiviteter, der findes i området, og så skal der arbejdes med kriminalpræventive tiltag, der gør byrummene lysere, pænere og bedre egnede som sociale mødesteder.

Det skal være naturligt for beboerne at søge ud og lige så naturligt for andre at søge ind,” siger Michael Ziegler. ”Gadehavegård må gerne have sin egen identitet – baseret på mangfoldighed og tolerance - men vi skal undgå, at området bliver isoleret, så der opstår nogle normer, som er i konflikt med samfundet omkring.”

Beboerne skal høres
De konkrete indsatser i områdefornyelsen skal udvikles i samarbejde med borgere og lokale aktører, men der kan allerede nu peges på en række ideer:
Gadehaveskolens gård har potentiale til at samle især de unge beboere om sociale aktiviteter efter skoletid. Skolens naturfaglige profil kan være med til at skabe et ”Gadehave Universe”, der inviterer til leg og læring.
En bedre forbindelse mellem skolen og Høje-Taastrup Station vil give en mere tryg velkomst og knytte området tættere til resten af Høje-Taastrup By.

Områdets beplantede kile og andre små pladser ligger som regel øde hen. De byrum kan med fordel bruges mere aktivt for at skabe grønne årer og aktiviteter i kvarteret.

Nordvest for kvarteret ligger Hakkemosen, et stort rekreativt område. En oplevelsessti dertil vil lette adgangen til natur og friluftsliv.

Beboere og borgere i kommunen får lejlighed til at sætte deres præg på planerne i løbet af 2014. Håndværkere, gartnere og gravkøer rykker først ind i løbet af 2015.

Fakta