Grøn pris til Høje-Taastrup Kommunes parkchef

 Claus Dahl, parkchef i Høje-Taastrup Kommune, er kåret til Årets Grønne Medlem af foreningen Kommunale Park- og Naturforvaltere.

 

Claus Dahl, mangeårig og engageret parkchef i Høje-Taastrup Kommune, har fået den ærefulde kåring som ”Årets Grønne Medlem” af foreningen Kommunale Park- og Naturforvaltere.

 

Kåringen skete i forbindelse med arrangementet Danske Parkdage 2013, hvor der bl.a. var fokus på, hvordan kommunernes park- og naturforvaltere kan styrke den grønne gennem­slagskraft og skabe synlighed om de kvaliteter og værdier, som den grønne sektor kan skabe.

 

Og netop indsatsen for at italesætte og synliggøre den grønne sektors bidrag til at løse udfordringer i tiden var med i begrundelsen for at udnævne Claus Dahl til Årets Grønne Medlem:


”Parkchef Claus Dahl, Høje-Taastrup Kommune, har på fornem vis forstået at udvikle de grønne områder i kommunen i overensstemmelse med borgernes ønsker og tidens politik. Det økonomiske stormvejr har gjort, at man er rykket sammen, og i stedet for at være handlingslammet har han formået at italesætte grøn og blå tænkning og klimatilpasning til tiltag, som også er interessante for lokal- og landspresse; Høje-Taastrup er sat på Danmarkskortet i faglige kredse", lød det bl.a. da prisen blev overrakt af park- og naturforvalter-foreningens formand.

 

Kendt for Selsmosen m.m.

Baggrunden for pristildelingen er bl.a. Claus Dahls medvirken i samarbejdet mellem parkområdet, kloakområdet og fritids- og kulturområdet i Høje-Taastrup Kommune om Selsmosen i Taastrup, hvor en udvidelse som regnvandsbassin på nytænkende vis blev koblet sammen med etablering af en vandaktivitets-park og andre fritidsaktiviteter.

 

Desuden har Claus Dahl spillet en vigtig rolle i bestræbelserne for øget skovrejsning og udvikling af samspillet mellem natur- og fritidstilbud m.m. Om de mange grønne tiltag fortæller han selv i en artikel, som kan læses på foreningens hjemmeside http://www.parkognatur.dk – se under Inspiration fra kommunerne, Parkforvaltning.

 

Også stort tillykke fra medlem af Teknisk Udvalg og socialdemokratisk ordfører her, Svend-Erik Hermansen!