Socialdemokraterne i Høje-Taastrup 


Hjem


Der kom et brev: Kommunalvalg og beskæftigelsespolitik

Det er altid spændende at få breve - og dette brev fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) kunne måske betyde, at man her havde fundet (nye) tilbud om jobs til mange af vore ledige kontanthjælpsmodtagere og andre ledige på det lokale arbejdsmarked…..

Her blev jeg desværre skuffet, idet DA bl.a. skrev i brevet: Hvis Høje-Taastrup Kommunes Jobcenter var mere effektiv, ville man kunne frigøre ikke mindre end 72,4 mill. kr. til andre formål!

Så kunne man måske have forventet, at DA fortalte om sin egen indsats for at skaffe flere arbejdspladser lokalt eller centralt, men det står der slet ikke noget om i brevet….
Det antydes tværtimod med sammenligninger, at kommunen er ineffektiv omkring dagpenge, kontanthjælp og førtidspension.

 Opfordringen er så, at disse spørgsmål skal tages op i den lokale valgkamp; ikke kun i Høje-Taastrup, men også i de øvrige 97 kommuner.
Det kan man finde meget mere om fortæller DA på BESKÆFTIGELSESPOLITISKE RESULTATER HØJE-TAASTRUP !

Sluttelig fremhæver DA, at man har udarbejdet 7 spørgsmål og 7 svar på de beskæftigelsespolitiske problemstillinger.

DA håber, at materialet kan medvirke til, at spørgsmålet om hvordan borgere opnår job og tilknytning til arbejdsmarkedet bliver et væsentligt lokalpolitisk emne i valgkampen…..
DA kommer med svar, men glemmer så her fuldstændig, at tilbyde bare et eneste job på nogen som helst måde – og det er altså helt elementært skabelse af flere arbejdspladser, det drejer sig om!

Er det virkelig sådan, at arbejdsgiverne i DA tror, at kontanthjælpsmodtagere gerne vil forblive på kontanthjælp, at sygemeldte helst vil være fri for at arbejde og at ledige ikke gider arbejde og gerne vil nøjes med en forholdsmæssig lav omgang arbejdsløshedsdagpenge?

Der er ingen tvivl om, at der også i fremtiden vil og skal være et godt samarbejde mellem hele det lokale erhvervsliv, de lokale faglige organisationer og Jobcentret, hvor alle parter skal medvirke til at skabe og udvikle flere arbejdspladser i det private erhvervsliv.

DA behøver for min skyld ikke sende flere breve fra centralt hold baseret på usandheder, manglende helhedssyn og manglende forudsætningserkendelse!

Det burde i stedet have handlet om tilbud om nye jobs, fleksjobs, skånejobs og praktikpladser til unge m.v. i de lokale medlemsvirksomheder.

Svend-Erik Hermansen
Socialdemokraterne