Socialdemokraterne i Høje-Taastrup 


Hjem


Birkehøj – nu tvivl igen….!

Svend-Erik Hermansen, Socialdemokratisk medlem af Ældreudvalget

Socialdemokraterne udtrykte på byrådets augustmøde, at vi var glade og tilfredse med, at der snart sker indflytning af ældre borgere på dette nye plejecenter. Derfor stemte vi – og heldigvis et flertal - imod den indstilling, som administrationen fremlagde til behandling på dette byrådsmøde.

En vedtagelse ville nemlig være en privatisering og ikke mindst medføre planlagte besparelser på driften på op imod 3.1 mill kr. årligt.

Sådanne besparelser kan nemlig normalt alene opnås på personalesiden, hvilket vil medføre færre varme hænder og dårligere arbejdsmiljø – derfor klart nej fra socialdemokraternes side.

Høje-Taastrup Kommunes nuværende plejecentre drives fornuftigt såvel på økonomidelen som på medarbejdersiden – og der er et godt og vedkommende ordentligt miljø for ældre medborgere, som i dag bruger plejecentrene.

Besparelser vil altid gå ud over brugerne, nemlig de ældre og ikke mindst vil det gå ud over medarbejderne.

Vi har nu kæmpet denne kamp i flere år for bedre omsorg for fremtidens ældre på Birkehøj – og for at medarbejderne også får et rimeligt arbejdsmiljø baseret på rimelige arbejdstider; derfor var det vort håb, at kampen omsider blev vundet på byrådsmødet i august 2013….

Desværre er der nu skabt alvorlig tvivl om driften af Birkehøj; det skete på Ældreudvalgsmødet tirsdag aften i mødelokale B 101 på Rådhuset i Høje-Taastrup, hvor udvalgsformanden ud af den blå luft bad om, at administrationen helt ekstraordinært skulle kunne forelægge et oplæg om mulighederne for at gøre Birkehøj til en såkaldt selvejende institution drevet af en forening eller noget andet lignende (!).

Socialdemokraterne var i første omgang slagne af forbavselse og ikke mindst af bestyrtelse; nu var sagen landet på et kommunalt drevet plejecenter som de andre plejecenter – og så skulle vi udenfor udvalgets dagsorden pludselig diskutere andre styreformer langt væk fra det kommunale regi.

Vi gav klart udtryk for, at et sådant skridt ville være helt uacceptabelt for Socialdemokraterne, hvilket skabte kritik fra medlemmer af den konservative byrådsgruppe, som så truede med at indkalde til et ekstraordinært udvalgsmøde, hvis vi ikke accepterede at behandle en såkaldt orienteringssag udenfor dagsordenen om at gøre Birkehøj til en ikke-kommunal institution. Vi tillod uanset disse trusler ikke en behandling, som vi ikke var forberedt på.

På den baggrund frygter vi nu, at et flertal i udvalget indkalder til et ekstraordinært møde for at behandle en sag om at omgøre byrådsbeslutningen fra august 2013.

Socialdemokraterne er fortsat imod privatisering af Birkehøj – uanset hvad man så måtte kalde det – kampen er desværre ikke slut endnu!

Find meget mere om Birkehøj på www.svend-erik.nu/41.html