Gebyrer til bankerne fra kontanthjælpsmodtagere og pensionister m.fl.?

A  - Svend-Erik Hermansen, Socialdemokraterne

Den seneste uges debat om gebyrer for at have en konto i en bank – og her især i Danske Bank – har fyldt en del med mange modsatrettede synspunkter.

Sjældent er der desværre taget udgangspunkt i de mennesker, som rammes hårdest af høje gebyrer i det daglige; mennesker som i øvrigt for manges vedkommende er tvunget til at have en NemKonto i et privat pengeinstitut fordi alle kontanthjælpsmodtagere og pensionister m.fl. er tvunget til dette ud fra Statens digitaliseringskrav.

Hvis vi alene ser på kontanthjælpen, er vi nok enige om, at borgere på kontanthjælp – altså almindelige mennesker, der gerne vil arbejde, men ikke kan få et arbejde –ikke har mange penge i det daglige til husleje, vand, varme, el, licens og andre faste udgifter. Her vil et nyt gebyr i Danske Bank på omkring 500 kr. årligt være en alvorlig udgift i tillæg til andre måske mere nødvendige udgifter.

Her i Høje-Taastrup kommune drejer det sig om aktuelt 1712 borgere på kontanthjælp.

For pensionister og førtidspensionister er det også store udgifter, der skal tillægges en for mange lille pension, der dog kan opretholde en nogenlunde levestandard.

Frem for at kigge på disse udgangspunkter, har det i stedet været jagten på en ikke for smart Vækstminister og et forsvar for bankers ret til at tage lige de gebyrer, de vil være bekendt i et ellers sammenhængende samfund, der via bankpakkerne har hjulpet de fleste banker de seneste 5 år, der har fyldt medierne.

Hvorfor mon?

En klar mistanke kunne være, at en del især borgerlige partier får massiv støtte fra banksektoren via en helt særlig forening: Finanssektorens Forening til Støtte af et Sundt og Konkurrencedygtigt Erhvervsliv (FFKE).

Dermed er der selvfølgelig også et ”link” til den sværm af borgerlige medier, der forsvarer finanssektoren og især Danske Bank

Vi har tidligere også fra den kant – Finansrådet – fået meldinger om, at man her mener, at det er i orden at trække i borgerens kontanthjælp, når den udbetales gennem NemKonto!

Socialdemokraterne rejste spørgsmålet i forbindelse med budgetarbejdet 2013 for at vi fremover kan være helt sikre på, at også kontanthjælpsmodtagere har adgang til de offentlige ydelser, som en kontanthjælp nu en gang er.

Det viser sig her, at også i Høje-Taastrup kommune har man oplevet, at lokale banker har taget udlæg helt eller delvis i kontanthjælpen….

Først når den kommunale administration har henvendt sig til banken, har kontanthjælpsmodtagere fået udbetalt beløb til dækning af huslejen og andre daglige fornødenheder.

Uanset hvilken gæld og hvordan den måtte være opstået, må det være en menneskeret at kunne være sikker på, at man - uden at skulle have hjælp fra kommunen - skal kunne få udbetalt sin kontanthjælp til husleje og til de helt grundlæggende krav til indkøb m.v., som alle mennesker nu en gang har for at kunne leve et såkaldt beskedent liv i Danmark.

Tilbage til gebyrkravene, hvor der hurtigst muligt må findes en løsning, der betyder, at Staten og kommunerne (Udbetaling Danmark) kan få lov at omlægge udbetalingerne til pensionister og kontanthjælpsmodtagere til pengeinstitutter, der ikke pålægger modtagerne gebyrer for ydelsernes udbetaling.

En borger kan jo som nævnt ikke fravælge sig en NemKonto.

Ellers må andre påtage sig denne opgave, men det burde ikke være nødvendigt at lade Nationalbanken eller et helt nyt offentligt drevet pengeinstitut påtage sig dette arbejde.

Der er nok en grund til, at Berlingske kraftigt har advaret mod et sådant alternativ….

FFKE - hemmelig og uafhængig
Jørgen Horwitz - direktør i Finansrådet, der er med i FFKE’s bestyrelse sammen med to andre, oplyser at foreningen har ydet støtte til de Radikale, Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti.

I 2011 drejede det sig om lidt under 2 mill. kr. til valgkampen.

Danske Bank og en del andre større banker er bidragydere til FFKE.