Socialdemokraterne i Høje-Taastrup 


Hjem


Skal fjerntog og lyntog fortsatte stoppe i Høje-Taastrup….?

  - Af Svend-Erik Hermansen, Socialdemokraternes trafikpolitiske ordfører

Selvfølgelig vil de fleste på den københavnske vestegn vel sige, men mulighederne for at kunne tage det direkte tog til Hamburg og Berlin samt lyntoget uden stop til Odense og måske videre til Skive uden skift, er lige pludselig ved at forsvinde.

Det er Socialdemokraterne stærkt imod, og byrådet skal behandle sagen på sit møde den 18.december, hvor der kan forventes en stærk markering fra et forhåbentligt enigt byråd.

Her vil der også komme en opfordring til, at planerne om en forlængelse af S-banen til Roskilde nu lægges i affaldscontaineren (!) eftersom alle gerne vil beholde og udbygge de regionalforbindelser, som hurtigt kan bringe pendlere til og fra Hedehusene og de sjællandske stationer i relation til København.

Det er Trafikstyrelsen, der har udsendt trafikplanen 2012 – 2027 i høring.

De konkrete konsekvenser for Høje-Taastrup Station vil være, at omstigningsfunktionen mellem fjerntog, regionaltog og S-tog overgår til Roskilde, at fjerntogene ikke længere stopper og at regionaltogene går fra 10 i timen til kun 6.

Dertil kommer, at Hedehusene ikke længere betjenes med regionaltog, men skal nøjes med 4 S-tog i timen.

For at sige det ligeud: Det er jo helt hul i hovedet, når man tænker på baggrunden for etableringen af Høje-Taastrup Station tilbage i 1986, hvor alle tog skulle stoppe og hvor denne station skulle være aflastningsstation for Hovedbanegården.
Men staben i Trafikstyrelsen er måske så unge, at de ikke kender til dette faktum – og nogen har måske glemt at indscanne de daværende beslutningspapirer til videre konkret brug?
Dertil kommer, at Trafikplanen ikke har medtaget det efterhånden længe ventede planlægningsbidrag, der peger på at genetablere den tidligere forbindelse: Roskilde - Høje-Taastrup – Glostrup - Ørestad og Lufthavnen – retur!
Den linje direkte til Metroen savnes fortsat særdeles meget.

Under alle omstændigheder skal byrådet kæmpe for at bevare fjern – og lyntog, ligesom også regionaltogsforbindelserne skal bevares og gerne udbygges.

Socialdemokraterne ser frem til en god og fremadrettet debat på det kommende byrådsmøde!

Administrationen har været nødsaget til at fremsende et foreløbigt svar til Trafikstyrelsen – se det her. Find sagsfremstillingen her: http://www2.htk.dk/Byraad/Teknisk-Udvalg/TU-dagsorden-04-12-2012.pdf - sag nr. 5.