Også i
Høje-Taastrup Kommune er vi rigtig godt med i forhold til forbruget af
fjernvarme. Høje-Taastrup Fjernvarme sørger for lokale ledninger i såvel
Hedehusene som i Taastrup, Torstorp og Høje-Taastrup.
Find mere om
dette på www.htf.dk.
Varmen
kommer primært fra Avedøreværkernes elproduktion og distribueres gennem VEKS -
find mere på www.veks.dk.
Dertil
kommer også spildvarme fra Vestforbrænding og KARA/Noveren i Roskilde.
Der er
planlagt yderligere udbygning af denne opvarmningsform andre steder i kommunen.
16.500 flere husstande blev koblet på fjernvarme det senest år. Nu har 63
procent eller 1.614.934 husstande fjernvarme. Fjernvarme er 52 procent grøn.
63 procent af de danske husstande har
fjernvarme. Grøn fjernvarme. Det viser Energistyrelsens Energistatistik. Det
vil sige at 1.614.934 husstande er koblet på fjernvarmenettet, hvilket er
16.500 flere end for et år siden..
Dermed holder næsten to tredjedele af de danske
hjem varmen med fjernvarme.
”Fjernvarme er grøn og effektiv, og vi står
overfor at skulle gøre al el og opvarmning helt grøn. Altså slut med olie, kul
og naturgas. Det kan fjernvarmen sikre,” siger Dansk Fjernvarmes direktør Kim
Mortensen.
Fjernvarme er ikke et brændsel, men et
distributionssystem, som kan transportere energi. Det sker ved hjælp af varmt
vand. Dermed kan man udnytte alle tænkelige energikilder, som ellers ville være
gået til spilde. Tilmed kan fjernvarme gemme på energi fra eksempelvis
vindmøller, der producerer på livet løs en blæsende nattetime, til der er behov
for energien, når folk står op.
At fjernvarmen er så fleksibel har også ført
til, at den nu er baseret på 52 procent vedvarende energi til forskel fra
eksempelvis den 100 procent fossile naturgas.
Grøn og vedvarende
I dag kommer omkring en femtedel af fjernvarmen
fra affaldsforbrænding, mens omkring 30 procent stammer fra biomasse som
træflis og halm.
Andelen af grøn, vedvarende energi vokser og
vokser, og faktisk voksede den fra 47 til 52 procent i 2011. eksempelvis bliver
der i disse år bygget mange store solvarmeanlæg. Der er således nu 34 anlæg i
drift med et samlet solfangerareal på 275.000 kvadratmeter. De leverer hvad der
svarer til mere end 5000 husstandes årlige forbrug af fjernvarme.
For den enkelte forbruger er fjernvarmen billig
og utrolig let at have med at gøre. Da systemet er baseret på varmt vand skal
man som boligejer hverken sørge for olie til olietanken, træpiller til
pillefyret eller for den sags skyld årlige sikkerhedstjek af naturgasfyret.
Man bør for så vidt blot sørge for, at
radiatorer, gulvvarme og varmt brugsvand fungerer inde i huset. Kører ens eget
anlæg ikke optimalt kan der være tale om, at man bruger mere energi end
nødvendigt. Typisk kan man spare omkring fem procent ved at få sit anlæg
indreguleret af en fagmand.
Både el og varme
Der er i alt 450 fjernvarmeværker landet over.
Omring 250 af disse er decentrale kraftvarmeværker, som kan producere el og
varme i samme proces ved hjælp af deres motoranlæg til naturgas eller biogas.
Sammen med de store centrale kraftvarmeværker i
de store byer sikrer de, at over tre fjerdele af fjernvarmen bliver lavet som
kraftvarme, hvor man altså producerer både el og varme samtidig og dermed
udnytter brændslet bedst muligt.
”Omstillingen til, at al el og varme skal være
grøn, er i gang. Det kræver selvfølgelig, at der bliver investeret i nye grønne
produktionsanlæg, men det sker allerede i stor stil. Det betyder, at
fjernvarmen ikke bare gør energiforbruget grønt, men også skaber en masse
arbejdspladser,” siger Kim Mortensen.
Der er omkring 9200 beskæftiget i
fjernvarmebranchen. I modsætning til vindmølleindustrien, så vokser antallet af
medarbejdere, så der er mindst 2000 flere i 2020. Samtidig forventes eksporten
at vokse fra 6 til 10,3 mia. kr.
Fakta
1.614.934 husstande har fjernvarme
404.380 har individuelle naturgasfyr
314.168 har oliefyr
30.561 har varmepumper
Fjernvarme er baseret på 52 % vedvarende energi
El er baseret på 40 procent vedvarende energi
Fjernvarmen koster i 2012 13.648 kroner for et
standardhus på 130 m2 med et forbrug på 18,1 MWh/år.
Det er mindre end halvdelen af, hvad det koster
at opvarme det samme hus med oliefyr.