En fælles spildevandskoncern i hovedstadsområdet?

 

- af Svend-Erik Hermansen bestyrelsesmedlem i Spildevandscenter Avedøre

 

Denne overskrift verserer for øjeblikket i en del kommuner i hovedstadsområdet – og det berører i høj grad også Høje-Taastrup Kommune, hvis planerne sættes i gang.

 

Høje-Taastrup Kommune er i dag med i Spildevandscenter Avedøre sammen med andre kommuner på den københavnske vestegn.

Her er der et fortrinligt samarbejde om at få kloak – og spildevand væk fra kommunerne på en god, effektiv og ikke mindst miljømæssig korrekt måde gennem rørføringer til Avedøre Spildevandscenter, der så efterbehandler vandet, før det sendes videre til Køge Bugt og omegn, medens slammet afbrændes.

Nu optræder der så lige pludselig planer om at splitte Spildevandsselskabet på Vestegnen, således at en del kommuner måske bliver en del af et større spildevandscenter styret politisk af Københavns Kommune gennem Københavns Energi (KE).

Det sker under dække af planerne om det særlige vandselskab, som Høje-Taastrup kommune har sagt nej tak til at være med i ud fra ønsket om selv at kunne styre vandforsyningen frem for at overlade dette til Københavns Energi, som i dag er kendt for at være et af de dårligste selskaber i den branche.

 

Der er ikke nogen tvivl om, at byrådet i Høje-Taastrup fortsat støtter et intenst og forbilledligt samarbejde mellem de 10 kommuner i Spildevandscentret på kloak og - spildevandsområdet.

Det er på den baggrund besluttet i Spildevandscentrets bestyrelse, at vi ønsker flere oplysninger om især initiativerne, der drives frem af Københavns kommune sammen med enkelte vestegnskommuner som f.eks. Herlev og Albertslund.

 

Her betyder det selvfølgelig meget, hvordan nogen kan frigøre sig fra Spildevandscentrets vedtægter og gå med i Københavns Energi.

Et andet spørgsmål er værdierne i det veldrevne selskab, Spildevandscentret; umiddelbart udgør transmissionssystemet en værdi på 400 mill. kr. medens anlægget i Avedøre udgør 600 mill. kr.

Når nogle kommuner i givet fald ønsker at indtræde i et nyt selskab med flertal fra Københavns Kommune er et af de væsentlige spørgsmål: Hvordan med mindretalsbeskyttelsen her i forhold til investeringsarbejder - er det flertallet (Københavns Energi), der bestemmer, hvor der skal / ikke skal investeres – eller hvordan?

 

Det helt store spørgsmål er også på den baggrund: Hvordan er værdierne i de planlagte ”sammenslutningsanlæg” fra Københavns Kommune sammensat og i hvilken standard, og hvordan er investeringsbehovene her i forhold til den høje standard, vi har i Spildevandscenter Avedøre.

Et mere kontant eksempel er her: Hvor dyrt er det sikre sig mod oversvømmelser for enden af Lyngby-motorvejen – det mangler Københavns Kommune jo fortsat – og det er bare et af flere eksempler på manglende investeringer….

 

Et principielt krav om særligt ”åbne bøger” på spildevandsområdet fra KE må være et absolut minimum – også ud fra spørgsmålet om kapaciteten vurderet fra det aktuelle behov med regnvejrshændelserne i 2011 i baghovedet.

 

Dertil kommer svar på spørgsmålet om hvordan man sikrer egen økonomi i såvel Spildevandscenter Avedøre som i den enkelte kommunes forsyningsselskab.

 

Spørgsmålet om den fremtidige spildevandsafgift må også belyses ud fra de nukendte takster i henholdsvis København og i Spildevandscenter Avedøre.

 

Med mange medarbejdere, der nu bliver usikre på fremtiden på Spildevandscenter Avedøre, er det vigtigt med snarlige afklaringer på fremtiden såvel på kort som langt sigt, hvorfor der snarest vil blive afholdt et ekstraordinært bestyrelsesmøde i Spildevandcenter Avedøre, hvor også de 10 kommuners borgmestre inviteres med.

Find meget om nytteværdien (!) på www.spildevandscenter.dk