Forside       l       Om Svend-Erik       l       Politik       l   Kontakt       l       Billeder       l Kommentarer  l    Links 

                       
                                 27 Januar 2012                                                                                    

  














 
Stress – kommer slet ikke af sig selv!
 

 - ugens kommentar af Svend-Erik Hermansen, arbejdsmiljøkonsulent i HK/Privat

I fredags åbnede det nye Stressforskningscenter – og det skulle man jo egentlig være glad for.
Men forudsætningerne for arbejdet her viser desværre hen imod en gængs opfattelse blandt en del forskere og arbejdsmedicinere, som udelukkende går efter, at det nok er det enkelte menneske, som nærmest af sig selv udvikler stress – og at det derfor alene er det enkelte menneske, som skal behandles!

I velkomsten til centret udtrykker en af nøglepersonerne: ”Vi ved, at stress formentlig har betydning for vort helbred”.

En sådan indgangssætning trækker nærmest smilet og betænkelighederne helt frem!

Hvis det er udgangspunktet, må det konstateres, at vi ikke kan bruge Stressforskningscentret til ret meget!
På åbningsdagen var et af hovedindlæggene endvidere baseret på dette spørgsmål: ”Bliver man syg af stress?” Spørgsmålet må herefter være: Hvad bliver det næste mon?!

Undersøgelser om konsekvenser af stress på arbejdspladsen viser nemlig mange sygemeldinger forårsaget af stress.

Samtidig fortæller undersøgelser også, at indsatsen mod stress er gået godt og grundigt i stå.

De fleste stress-syge kommer nemlig tilbage til samme arbejdspres, som før sygemeldingen. Og mere end 2 ud af 3 får det ikke bedre tilbage i jobbet. Arbejdsgiverne efterlever dermed ikke arbejdsmiljøloven. Det er skræmmende og forfærdende.

Loven er klar: En sygemelding medfører, at arbejdsgiverne skal undersøge, om årsagen skyldes arbejdet. Det er arbejdsgiverne forpligtet til. Men de gør det fortsat ikke; man tager ikke stress alvorligt.

Det går ud over det enkelte menneske og kollegerne, når man sygemeldes som følge af stress. Og det går faktisk også ud over produktivitet og kvalitet på alle områder for den enkelte virksomhed.

Løsninger må og skal der til, og stress skal frem i lyset, og derfor har Branchearbejdsmiljørådet for Privat Kontor og Administration (BAR Kontor) i sin tid lanceret værktøjet ”Styr på stress – stressledelse for alle”. Værktøjet kan hjælpe den enkelte arbejdsplads med at komme arbejdsrelateret stress i forkøbet.

Værktøjet kan downloades på www.barkontor.dk.

Stress kan være et svært emne at håndtere, men værktøjet kan hjælpe den enkelte arbejdsplads med at tage hånd om problemerne og skabe synlighed omkring stress og ikke mindst få gjort noget ved den.

”Styr på stress – stressledelse for alle” tager udgangspunkt i, at stress overordnet set er et ledelsesansvar, men at stress samtidigt er en udfordring for hele arbejdspladsen og derfor kræver en fælles indsats. Det er en fælles udfordring for arbejdspladsen at komme stress til livs.

Stress skal frem i lyset på arbejdspladserne, og der skal gøres noget, inden den enkelte medarbejder bliver alvorligt syg.

Offentlige arbejdsgivere og medarbejdere har også kigget på løsninger omkring stress via værktøjer på www.arbejdsmiljøweb.dk – brug her især materialet om Social Kapital.

Uanset opfattelse og tilgang skal det understreges, at stress slet ikke kommer af sig selv til det enkelte menneske!

På arbejdspladser med dårlig ledelse og et for højt forandrings– og opgavepres er det altså ikke den enkelte medarbejder, som skal opleve, at det er hende, som ikke magter tilværelsen på arbejdspladsen.
Det er altid arbejdsgiveren, der har ansvaret for et sikkert og sundt arbejdsmiljø – også når det gælder stress!

Det er helt nødvendigt i fremtiden at komme væk fra den individuelle fokus, og i stedet sætte ind overfor arbejdspladsen, hvor f.eks. en Arbejdspladsvurdering som noget af det første, kan sætte den nødvendige fokus på stress og hvad deraf følger.

Find flere oplysninger og forslag til initiativer om at kunne undgå stress på www.stresset.nu, hvor du også kan blive inspireret til at udarbejde en egentlig stress-politik som en del af personalepolitikken på din arbejdsplads.
                                                                                                                    
 

PrintSkriv ud
                                                                            
                                                                                     



Svend-Erik Hermansen * Birkehegnet 20 - 2630 Taastrup * Mobil: 2023 9592 * Mail: svenderikhe@htk.dk