Høje-Taastrup har
fået et af Danmarks største solcelleanlæg!
Solcelleanlæg på rådhuset bidrager til, at
Høje-Taastrup Kommune når sine klimamål –
kommunens borgere kan se anlægget den 26. januar.
Høje-Taastrup Kommune er i fuld gang med at energirenovere
sine bygninger i samarbejde med energitjenestevirksomheden Schneider
Electric - over 150 kommunale bygninger får de kommende
år opgraderet deres ventilation, varme, lys og isolering.
Nu vender kommunen den fossile energi ryggen og byder den vedvarende
energi velkommen med et nyt, stort solcelleanlæg på
taget af rådhuset. Anlægget er blandt de fem
største i Danmark målt i både areal og
produktion: Det er på 800 m2 og forventes at kunne producere
116 MWh om året, hvilket svarer til ca. 23 husstandes
årlige forbrug.
”Det nye solcelleanlæg er et vigtigt led i vores samlede
klimaindsats. Den energi, som anlægget producerer, er
CO2-neutral, og dermed vil det bidrage til, at vi nedsætter
vores CO2-udledning i kommunen”, siger det socialdemokratiske medlem
af Plan – og Miljøudvalget, Svend-Erik Hermansen.
Han understreger at det er et enigt byråd, der bakker op om at
prioritere midler til såvel dette anlæg som til de mange
andre forbedringer af kommunale bygninger.
Anlæg kommer alle til gode
Solcelleanlægget har været i drift siden midten af
november, og ved rådhusets hovedindgang bliver der opsat en
informationsskærm, hvor borgere og medarbejdere løbende
kan følge med i, hvor meget el anlægget producerer.
Anlæggets elproduktion kommer hele kommunen til gode, for
når anlægget producerer et overskud af el – fx i
weekenden, hvor der ikke bruges så meget el på
rådhuset – bliver kommunens samlede elregning nedskrevet.
Høje-Taastrup Kommune har besluttet, at der skal opstilles
flere solcelleanlæg på kommunens bygninger og er i gang
med at planlægge de næste installationer.
Borgere kan se anlægget
Alle borgere kan se de nye solceller den 26. januar - her bliver der
nemlig stillet en lift op, så man kan komme op og se
solcelleanlægget. Det sker i forbindelse med kommunens
velkomstmøde for nye borgere og andre interesserede.
Projektet
Solcelleanlægget er en del af kommunens ESCO-projekt, hvor
energitjenestevirksomheden Schneider Electric foretager
energiforbedringer af kommunens bygninger. Energiforbedringerne
finansieres af energibesparelserne - med en investering på ca.
74 mio. kr. vil kommunen kunne reducere sine energiomkostninger med
ca. 14 % og CO2-udslippet med 14-16 %.
ESCO-projektet løber frem til medio 2013, og lige nu er knap
halvdelen af de 150 bygninger, som indgår i projektet, ved at
blive energirenoveret