af Miljøkonsulent Svend-Erik Hermansen,
HK/Privat
Musen gnaver hos mere end en ud af tre ansatte, der arbejder med
computer i størstedelen af arbejdsdagen, men alligevel
gør et fåtal af arbejdsgiverne noget ud af at forebygge
smerter hos de ansatte.
En undersøgelse fra HK/Privat fra september 2005 viste, at 38
procent af dem, der arbejder mere end 4 timer foran en
computerskærm oplever smerter.
Men selvom mange af problemerne kunne forebygges ved at indrette
arbejdet ordentligt, er det et fåtal, der rent faktisk gør
noget ved det.
I en helt ny undersøgelse svarer 13 procent
(!) af HK/Privats medlemmer, at deres ”arbejdsplads har iværksat
ændringer af arbejdet som følge af sygefravær
forårsaget af museskader”.
Det er uhyre
skuffende at konstatere, at så få arbejdsgivere på
den baggrund arbejder med forebyggelse. Der er et misforhold mellem
hvor mange der bliver syge, og hvor få arbejdspladser, der
ændrer tilrettelæggelsen af arbejdet. Igen er det
vigtigt, at vi får anerkendt museskader som en officiel
arbejdsskade – også når vi skal forebygge. Al erfaring
viser nemlig, at først når arbejdsgiverne kan blive ramt i
form af erstatninger, bliver der gjort en reel indsats for at
undgå problemerne.
Arbejdsskadestyrelsen har flere gange afvist, at anerkende museskader,
og HK/Privat fik så sent som marts i år afvist en sag, hvor
en grafiker fra Vejle havde karpaltunnelsyndrom og kroniske smerter i
begge arme. Han havde arbejdet med mus hver dag i et stresset tempo i
adskillige år, men fik alligevel af vide, at der ikke var
sammenhæng mellem de to ting.
Smerter er arbejdsforhindrende og giver sygefravær på
præcis samme måde som en brækket arm – bortset fra at
en brækket arm går over. Det er ligeså dyrt for
samfundet, og derfor må vi stille
spørgsmålet; hvis det ikke er museskader, hvad er det
så, der giver så mange så ondt?
Det kan ikke være meningen, at samfundet bare skal ignorere, at
flere og flere bliver invaliderede af deres arbejde.
Selvom myndighederne adskillige gange har afvist at anerkende
museskader som arbejdsskader, er dem, der sidder med musearbejdet til
dagligt, ikke i tvivl. En undersøgelse lavet HK/Privats
medlemmer viser nemlig, at 90 procent siger ”ja” eller ”ja, helt
sikkert” til, at smerter forårsaget af arbejde med computermus
skal anerkendes som arbejdsskader.
Det er et godt billede på, hvordan vi almindelige mennesker
opfatter skader. Dem der får skaderne går ikke op i, hvad
man kalder diagnosen, men de kan mærke, at de har ondt. Og vi
ved, at rigtig mange desværre får ondt af
skærmarbejdet. Det er derfor vi kæmper for at få
Arbejdsskadestyrel-sen til at anerkende smerter.
Prøv at sætte sygefravær på dagsordenen
på din egen arbejdsplads for også ad denne vej at få
fjernet årsagerne til at museskader overhovedet opstår.Brug
her rådene fra vores musekogebog – og brug også
arbejdspladsvurderingen (APV) som et af mange værktøjer.
|
|

Tilmeld dig
Nyhedsbrev
|