Forside       l       Om Svend-Erik       l       Politik       l   Kontakt       l       Billeder       l Kommentarer  l    Links 

                          
                                    23. juni 2006                                                                                     

                                 















Museskader er ikke medarbejderens ansvar

              

Svend-Erik Herrmansen HK/Privat har via en medlemsundersøgelse dokumenteret, at alt for få arbejdspladser indretter arbejdet for at forebygge museskader. Arbejdsgiverorganisationen Dansk Handel & Service mener, at det er medarbejderens eget ansvar at undgå, at arbejdet giver gener.


- Det er i høj grad den enkelte medarbejders ansvar at variere sit arbejde. Det er også den vejledning man giver fra branchearbejdsmiljørådet - hvor Svend-Erik Hermansen selv er medlem - at opfordre til, at den enkelte skal variere sit arbejde, siger Per Gotfredsen, direktør i Dansk Handel & Service, til Radioavisen.

Men den holdning er helt hen i skoven, mener arbejdsmiljøkonsulent i HK/Privat, Svend-Erik Hermansen. Han ser klart et arbejdsgiveransvar for at medarbejderne ikke bliver syge af at udføre det anviste arbejde.

- Det er altså meget svært at sige fra overfor en arbejdsgiver, der giver en ordre om at, nu skal der laves intensivt arbejde i måske fire eller fem timer om dagen med mus. Der siger man ikke bare fra. Man bør gå ind og tage en debat om, hvordan kan vi gøre det her bedre, så vi ikke får skader - nogen af os, siger Svend-Erik Hermansen.

Han mener, at problemerne med museskader må tages op politisk.

- Det er ligeså dyrt for samfundet, når en medarbejder har sygefravær på grund af museskader, som hvis det er på grund af en anerkendt arbejdsskade. Derfor må vi stille spørgsmålet; hvis det ikke er museskader, hvad er det så, der giver så mange så ondt? Det kan ikke være meningen, at samfundet bare skal ignorere, at flere og flere bliver invaliderede af deres arbejde, siger Svend-Erik Hermansen.

HK/Privat fokuserer på, at man selv gør så meget som muligt for at undgå museskader, men påpeger, at det er meget svært at få styr på problemet uden arbejdsgivernes deltagelse.

- Det er blandt andet derfor, at vi kæmper for at få museskader anerkendt som arbejdsskader. Al erfaring viser, at først når arbejdsgiverne kan blive ramt i form af erstatninger, bliver der gjort en reel indsats for at undgå problemerne, siger Svend-Erik Hermansen.

Svend-Erik Hermansen roser Folketinget, med beskæftigelsesministeren i spidsen, for den lovændring i Arbejdsmiljøloven, der trådte i kraft sidste år. Her slås det nemlig fast, at sygefravær skal indarbejdes i hver eneste virksomheds arbejdspladsvurdering.


- Det giver et godt og direkte værktøj til at kunne håndtere og minimere årsagerne til sygefravær, siger Svend-Erik Hermansen.


På arbejdsmiljøportalen findes gode råd til, hvordan du kan forebygge problemer med musearbejdet – hvis din arbejdsgiver giver dig lov.

Læs mere om musekogebogen her







  



Tilmeld dig Nyhedsbrev




Svend-Erik Hermansen * Birkehegnet 20 - 2630 Taastrup * Mobil: 2023 9592 * Mail: svenderikhe@htk.dk