Socialdemokraterne i Høje-Taastrup 


Hjem


Bemærkninger fra byrådsmødet under budgetbehandlingen om Budgetforslag 2011 – 14.oktober 2010.

 - Svend-Erik Hermansen, Socialdemokraterne

Det er lidt underligt i aften at skulle høre flertalspartierne og her især borgmesteren kritisere os og fortælle om forløbet af budgetbehandlingen for borgernes ve og vel til næste år!
Socialdemokraterne gik nemlig ind til årets budgetdrøftelser bl.a. ud fra:

  • Et ønske om at samle et flertal, der tog hensyn til borgernes behov og ønsker ud fra den samlede økonomiske situation.
  • Også at tage udgangspunkt i mulighederne for besparelser, herunder at oplyse klart og tydeligt om konsekvenser for serviceniveauet.
  • At finde og udmønte effektiviseringer.
  • At anvende skatteforhøjelser for at finde balance mellem behov og besparelser.

Nu får vi så at vide, at Socialdemokraterne har svigtet borgerne ved ikke at tage ansvar. 
Kort sagt er der tale om det rene vrøvl med sådanne udtalelser: de borgerlige og især igen borgmesteren har hele tiden forsøgt at holde os udenfor – og jeg må desværre konstatere, at det er lykkedes særdeles godt!
I denne uge i Dagbladet fortæller borgmesteren bl.a., at Socialdemokraterne har stemt imod meget af det, der er kommet fra flertallet i årets løb; Jeg har ikke talt efter, men jeg kan konstatere, at vi bl.a. har været nødt til at stemme imod, når borgmesteren nægter at diskutere kæmpeoverskridelserne på det specialiserede socialområde, ligesom vi stemmer imod fyringer af medarbejdere, når vi ikke kan få bare lidt at vide om konsekvenserne ved sådanne fyringer.
Borgmesteren har i samme periode fungeret som en slags ”onkel oplæser”, hvor han gentagne gange på borgermøder og medarbejdermøder – og nu her i aften - har fortalt sin egen minimalistiske sandhed (det som kaldes grundlæggende 4 forklaringer) om årsagerne til den forfærdelige økonomiske situation, som borgerne i Høje-Taastrup Kommune lige nu står i. 
Det har han så nu også fået andre borgerlige partier med på at skrive under på i flertalspartiernes budgetaftale, men det gør jo ikke påstandene til sandheder; derfor skal disse fakta også med:

  • Konsekvenserne af udligningsordningen vedtaget af de borgerlige i Folketinget for nogle år siden er nemlig, at Høje-Taastrup kommune hvert år mangler mindst 35 mill. kr; penge, som staten og andre kommuner nu forbruger.
  • Der er fortsat ikke styr på udgiftsstigningerne på det specialiserede voksenområde og i et vist omfang heller ikke på det tilsvarende børneområde – og byrådet har endnu ikke fået nogen forklaring på, hvorfor de massive overskridelser satte ind i 2009 med et samlet underskud på ikke mindre end 66 mill. kr. Derfor kan vi heller ikke få sat stop for, at store millionbeløb fortsat fosser ukontrollabelt ud af kassen uden egentlige forståelige forklaringer. Indtil nu er vi oppe på yderligere overskridelser alene her i 2010 på ikke mindre end 50 mill. kr.
  • Regeringens uddeling af ufinansierede skattelettelser til især den rigeste del af befolkningen er en meget medvirkende årsag til, at landets kommuner udsættes for massive sparekrav. Såkaldt nulvækst er absolut ikke andet end nedskæringer!
  • Regeringens og Dansk Folkepartis såkaldte Genopretningsplan vedtaget her i sommers i Folketinget forudsatte bl.a. nulvækst i kommunerne – og denne nulvækst bevirker nu massive besparelseskrav i de allerfleste af landets kommuner; også i Høje-Taastrup.

Selvom borgmesteren roste Genopretningsplanen, var andre væsentlige og ubehagelige vedtagelser her, at kommunerne skulle kunne straffes, hvis de tillod sig selv at fastsætte skatten efter de behov et byrådsflertal måtte mene, der var.

Fyringerne fra i sommers af mange medarbejdere har vi endnu ikke set konsekvenserne af – heller ikke set hvilke opgaver, borgmesteren dermed mente ikke længere skulle udføres eller skulle udføres med lavere kvalitet. Derfor har vi nu bedt om at få konsekvenserne oplyst i 2011!

Borgmesterens budgetforslag undervejs viste alene besparelser for børn, ældre og svage – overhovedet ikke nogen forbedringer.
Det var baggrunden for, at Socialdemokraterne ikke ønskede at pege på nogen af forslagene, men alene ville være med til at sende dem i høring – så kunne vi på baggrund af høringssvarene og ikke mindst på baggrund af vore ønsker om en skatteforhøjelse i det videre forløb finde det mest fornuftige budget for næste år.
Det ville borgmesteren ikke og smed os derfor ud fra flertalspartiernes forhandlinger!
Derfor har vi ikke været med i budgetforhandlingerne for det kommende års budget 2011.

Høje-Taastrup Kommune skal være en god kommune at leve og bo i med nødvendige servicetilbud og hjælp for alle der har behov – det vil vi gerne fastholde uanset trusler om straf!

Det er i øvrigt et paradoks, at kommunens ansøgning om at kunne forhøje skatten blev afvist, samtidig med at flere (5) end de 12 kommuner, der så fik lov til at hæve skatten, nu lige pludselig også får lov – det kunne borgmesteren måske godt have oplyst om tidligt i de forhandlinger, han selv afbrød…..
På den anden side set havde han nok så fået problemer med især et af regeringspartiernes repræsentanter i flertalsgruppen!

Kort sagt: Jeres balancesnak omfatter desværre ikke balance i forhold til borgernes behov for en rimelig service på mange områder!