De unge er ved at
klikke sig til museskader bag skærmen i hidtil uset omfang. Trods
deres korte tid på arbejdsmarkedet har flere end
hver tredje skærmarbejder i alderen 20-29 år
nemlig gener af at arbejde med musen. Det viser en ny under-
søgelse fra
HK/Privat.
Samtidig sidder flere end 85 procent af de 20-29-årige mere
end fire timer bag skærmen til daglig, og det får
HK/Privat til at frygte for de unges fremtid på
arbejdsmarkedet.
- Det er et lidt
uhyggeligt mønster, fordi man er ikke er nok
opmærksom på, at der altså er nogle ting, som
kroppen ikke kan holde til. Lige nu er det som om, at de fleste af
de unge årgange i Danmark er ved at klikke sig til
museskader allerede i en ung alder,
siger arbejdsmiljøkonsulent i HK/Privat Svend-Erik
Hermansen til Ritzau.
Han er også bekymret for
udviklingen på sigt:
- Vi ved, at når så mange
unge allerede er ramt nu, vil problemet stige eksplosivt.
Vores undersøgelse viser, at de ældre kolleger i
dag oplever lidt flere gener end de unge. Det betyder, at
problemet vil eskalere, da de unge allerede i dag kommer til at
arbejde langt mere intensivt og i langt flere år
med skærm, end de ældre har gjort,
siger arbejdsmiljøkonsulenten. Tallene fra HK skal ses i
sammenhæng med, at en undersøgelse fra 2001
fra en række arbejdsmedicinske klinikker i landet
viste, at mere end fire timers dagligt arbejde med
musen øger risikoen markant for smerter i nakke,
skuldre og arme. Og de unge har allerede så mange gener
af deres skærmarbejde, at de er begyndt at gå til
lægen, viser undersøgelsen fra HK.
- Unge er gennemgående robuste, så jeg ville have
troet, at langt færre i denne gruppe havde skader
i forhold til gennemsnittet.
Desuden viser det sig, at en del af de unge, som har gener,
bruger medicin og har været til lægen på grund
af generne, siger Svend-Erik Hermansen.
Tendensen blandt de unge får arbejdsmiljøkonsulenten
til at opfordre virksomheder med meget skærmarbejde til
at interessere sig for edb-løsningerne på kontoret.
- Det er helt
nødvendigt, at man på den enkelte arbejdsplads nu
tager det her meget alvorligt og ser på, hvordan man
omorganiserer dette arbejde. For der er ingen mennesker, der
kan holde til at sidde i otte timer ved en skærm dagligt.
Det kan ikke lade sig gøre, og det er uanset, om det
er unge eller ældre, siger Svend-Erik Hermansen,
der ligeledes opfordrer til, at spørgsmålet
rejses i virksomhedernes sikkerhedsudvalg.
/ritzau/
|

Tilmeld dig
Nyhedsbrev
|