Forside
Nyheder fra Svend-Erik /


Logo


Ha' en rigtig go' julefrokost
 - af Svend-Erik Hermansen

Uanset tiderne står julefrokosten for døren med den gode tradition med den årlige samling, som på de allerfleste arbejdspladser er et arrangement, alle medarbejdere og ledelse ser frem til med stor fornøjelse.
Julefrokosten er med til at understrege en tid, hvor vi lige standser op, er sammen på en anden måde og kigger lidt tilbage, måske siger tak for en god indsats samtidig med at man glæder sig til julen forude i hjemmet med familie og venner på besøg.
En julefrokost kan også byde på en del lidt uhåndterlige udfordringer – og det er især de pinlige episoder, der gang på gang bliver fremhævet – se også eksemplerne nederst i denne kommentar.

Derfor: Tag hovedet med og lad mobilen blive hjemme - og morgenen efter julefrokosten: Tanker om balder på kopimaskiner og bordpynt, der på forunderlig vis flyver mod chefens tinding, skal helst ikke have mulighed for at dukke op mellem panodiler og ynkelige forsøg på at spise morgenmad.

Hovedpinen står måske nok ikke til at undgå, men brug nogle tips om, hvordan du kan bruge julefrokosten til det, den egentlig er beregnet til:
  • En fest baseret på hygge og nærvær, der kan skabe sammenhold og give et godt klima på arbejdspladsen i fremtiden.
  • Det er et godt tidspunkt at tænke over, hvordan du vil have, dine kolleger behandler dig, og ikke mindst hvordan du bør behandle dem.
  • Tænk især over dine egne grænser, og tag stilling til, hvor langt du vil gå med juleløjerne.
  • Tag måske en snak på arbejdspladsen om, hvad man kan tillade sig til sådan en fest, hvor hæmningerne forsvinder i takt med snapseindtaget.
  • Når hæmningerne forsvinder, gør tilbageholdenheden det somme tider også.
  • Det er en god anledning til at skabe nye kontakter.
  • Det er et nemmere forum at komme med nye forslag og måske også til at sige fra over for andre.
Julefrokosten er slet ikke stedet at få taget fat på vrede, skuffelser i løbet af året og andre udeståender i form af noget, der måske kunne minde om en modsat medarbejdersamtale!
Det kan og skal i stedet klares ved den årlige og aftalte medarbejdersamtale eller i den daglige dialog.
Det er heller ikke stedet og tiden at overbevise alle om, hvor meget kvinde-/mandetække man har.
Selv om der skal være plads til en god flirt, er det ikke specielt sjovt at møde mandagen efter, hvor man pludselig er kendt som ”gramseren”.
Og selv om vi kan få et dejligt grin af at se hinanden på slap line, er det ikke ok at optage pinlighederne til senere visning: Lad derfor mobilen med kamera blive hjemme.

Husk især, at det stadig gælder til julefrokosten, at der skal være et godt arbejdsmiljø, selv om de daglige spilleregler er lidt ude af kraft.

Og går nogen over stregen, er der kun en ting at gøre:Snak ud om det og få ryddet op den følgende mandag formiddag, hvor ingen skal overreagere, men tag den på tomandshånd stille og roligt. Det skal ikke koste jobbet, at en ansat eller en leder har kvajet sig til julefrokosten. Opfører alle sig ordentligt er der rigtig gode muligheder for en god fest!

Eksempler på pinlige episoder – opsamlet fra en tidligere undersøgelse om emnet!
  • En kollega, der siger ”dumme” ting til chefen
  • Chefen blev fuld og kom med udtalelser, som man ikke burde gøre som chef
  • Fuldskab gav anledning til sexchikane
  • Når den gifte direktør kysser med studentermedhjælperne
  • En kollega kastede med flaske mod en anden kollega
  • En kollega blev fuld, dum, agressiv og måtte smides ud
  • Han ville danse lidt for tæt og lidt for intimt
  • Direktøren blev fuld og voldelig og ville fyre 2 – 3 ansatte
  • Gamle problemer bliver taget op i en kæmpe brandert
  • Flirt foran de andre kolleger
Uanset holdningen til pinligheder – om det nu er alvorligt eller ej – viser denne eksempelliste, at vi har forskellige grænser for hvad vi syntes, der er pinligt – og her er det nok vigtigt at huske på forskellighederne blandt kolleger; vær mod dem som du gerne vil have, at de skal være mod dig!

19/11-09



Svend-Erik Hermansen Birkehegnet 20 - 2630 Taastrup * Mobil: 2023 9592 * Mail: svenderikhe@outlook.dk