Forside
Nyheder fra Svend-Erik /


Logo



Klimaforandringer betyder en hed sommer på kontoret

Klimaforandringer betyder en varmere sommer med flere hedebølger. DMI vurderer at sommeren allerede i år bliver 1,2 grader varmere end normalt, og fremover skal danskerne indstille sig på mere ekstremt vejr og varmere somre. Det kan nok få de fleste til at bryde ud i jubel - men det betyder også store gener for dem, der skal sidde og stege på et kontor i sommermånederne. HK/Privat opfordrer derfor virksomheder til at tage klimaforandringerne og den øgede risiko for hedebølger alvorligt og gennemgå arbejdspladsen op til sommerperioden.

- Klimaforandringerne betyder, at vi i Danmark kommer til at opleve en sommer der er varmere og mere tør. Udviklingen går entydigt i retning af højere temperaturer og mindre nedbør. Det kan også betyde flere deciderede hedebølger. Derfor bør vi forberede os på, at temperaturen stiger i sommermånederne fremover - og den udvikling er allerede i gang nu, siger klimaforsker ved Dansk Meteorologisk Institut, Ole Bøssing Christensen.

KontorDe varmere vinde, der i fremtiden vil blæse over Danmark, kan medføre nogle ubehagelige konsekvenser i forhold til arbejdsklima i sommerperioden. Medarbejdere der arbejder indenfor i juni, juli, august vil opleve et ulideligt arbejdsmiljø, hvis ikke virksomhederne allerede nu begynder at tænke i varmereduktion, mener HK/Privat.

- Vi bliver nødt til at tage det ændrede klima alvorligt. Fremover bliver varmen en reel faktor i arbejdsmiljøet om sommeren. Derfor er det vigtigt, at arbejdspladsen tænker over, hvordan man indretter arbejdspladserne, så medarbejderne ikke sidder og steger. Vi opfordrer alle virksomheder til at gennemgå kontorer og lignende for at sikre udluftningsmuligheder og solafskærmning - på samme måde som man bygger digerne højere og graver kloakkerne dybere og bredere, siger arbejdsmiljøkonsulent i HK/Privat, Svend-Erik Hermansen.

Som arbejdsmiljøloven er udformet i dag, eksisterer begrebet "varmefri" ikke, men loven slår fast, at det er arbejdsgiverens ansvar at sikre et ansvarligt arbejdsmiljø og gøre noget ved varmen, hvis der ofte er for varmt. Derfor opfordrer HK/Privat medlemmerne til at kræve handling fra virksomheden, hvis varmen på kontoret bliver ulidelig. De gængse arbejdsmiljø-anbefalinger siger, at temperaturen på et kontor skal være 20 - 22 grader, og ikke må overstige 25 grader.

Gode råd til at holde varmen nede:

- Placér ikke arbejdspladserne, så medarbejderne sidder direkte op ad store uafskærmede vinduesarealer
- Luft jævnligt ud - eksempelvis når kontoret er forladt pga. frokost eller møder (men det hjælper altså ikke så meget ved 30˚C udenfor!)
- Skærm af for solen, når den varmer for meget - og luk solen ude med gardiner eller persienner, når du går hjem.
- Sluk lyset eller dele af det, når der ikke er behov for det, så der ikke afgives unødig varme.
- Indstil energisparefunktioner på kontormaskinerne, så de går i "dvale" og hermed afgiver mindre varme, efter en kort inaktiv periode.
- Sluk eventuelt maskinerne helt, hvis de ikke har energisparefunktioner.
- Brug eventuelle udluftningsventiler hensigtsmæssigt - og undgå trækgener.
- Sørg altid for flere pauser - i lokaler med lavere temperatur eller udendørs i skyggen.
- Der skal være adgang til rigeligt og køligt drikkevand.
- Risikogrupper som gravide, ældre og kolleger med hjerte - eller lungesygdomme skal der være særlig opmærksomhed omkring med længere pauser og helt at kunne undgå særlig varmebelastning.
- Vær opmærksom på påklædningen i varmeperioderne, hvor det anbefales at gå med så let og luftigt tøj som muligt - gerne med tøj af bomuld.
- Skift til mindre belastende og køligere arbejde i perioder på dagen.

Kilde: HK/Privat


Svend-Erik Hermansen Birkehegnet 20 - 2630 Taastrup * Mobil: 2023 9592 * Mail: svenderikhe@htk.dk