Hver tredje lider med allergi på jobbet

Forside
Nyheder fra Svend-Erik /


Logo


Hver tredje lider med allergi på jobbet
Solen skinner, temperaturen nærmer sig de 20 grader og ikke en vind rør sig. Det lyder som en god dag - bare ikke for de mange danskere der lider af pollenallergi. En ny undersøgelse fra HK/Privat viser, at 30 procent af medlemmerne har allergi - og langt de fleste lider af pollenallergi eller høfeber. Maj måned er højsæson for træ pollen og en rædselsmåned for allergikerne, der må kæmpe sig igennem arbejdsdagen med snue, nys og tilstoppet næse samt røde og kløende øjne. Allergi koster sygedage og nedsat effektivitet, men alligevel har meget få arbejdsgivere fokus på tiltag der kan forbedre arbejdsmiljøet for allergikerne.

Allergi

- Pollenallergi er et alvorligt problem for rigtig mange mennesker, og lige nu er det særligt slemt. Mange lider for at komme igennem arbejdsdagen i disse måneder, men der er faktisk nogle forholdsregler man kan tage for at lette hverdagen for pollenallergikere. Vi vil gerne opfordre arbejdsgiverne og kollegerne til at tage problemet alvorligt, fordi som undersøgelsen viser, er det ca. hver tredje der i en eller anden grad lider af allergien, siger miljøkonsulent i HK/Privat, Svend-Erik Hermansen.

HK/Privat opfordrer til, at man sørger for at lufte ud om morgenen og aftenen, hvor pollentallet er lavest, samt har fokus på rengøringen. Desuden er det en god ide, at man ikke har overtøjet på kontoret, da der kan sidde pollen fast i jakkerne. Arbejdspladsen kan også overveje at montere pollenfiltre i ventilationssystemet. Og i følge HK/Privat er det i arbejdsgiverens egen interesse at mindske generne ved høfeber. Otte procent af allergikerne svarer nemlig i undersøgelsen, at de har sygedage på grund af allergien, og typisk mellem 3-10 dage om året. Langt de fleste kæmper sig dog igennem arbejdsdagen på trods af allergi.

- Når 92 procent svarer, at de klarer arbejdet på trods af allergiske reaktioner, syntes jeg faktisk, at det vidner om en høj arbejdsmoral - men samtidig kan det ikke undgå at gå ud over effektiviteten. Derfor lægger vi gode råd til pollenallergikere og arbejdsgivere ud på vores hjemmeside. Følger man dem, kan man komme igennem foråret uden en væsentlig forringelse af dagligdagen. Samtidig bør man overveje et eventuelt lægebesøg med henblik på en korrekt medicinering, siger Svend-Erik Hermansen.

HK/Privat opfordrer også til, at man indtænker astma- og allergiområdet i virksomhedernes generelle arbejdsmiljø- og sygefraværspolitikker.

Ifølge Astma-Allergi Forbundet har ca. en million danskere pollenallergi.

Læs mere på www.hk.dk/privat



Svend-Erik Hermansen Birkehegnet 20 - 2630 Taastrup * Mobil: 2023 9592 * Mail: svenderikhe@htk.dk